Kan vi snart komme ud over enten-eller konceptet?

Kommentar til endnu en enten/eller vinkling af børn og teknologi i børnehaven.

Se videoen først for at resten giver mening 🙂

Hvor er jeg ved at være træt af at børn og teknologi ikke kan diskuteres i medierne uden at man hiver enten/eller konceptet frem. Der sker en masse sjove spændende ting ude omkring – men det bliver alt for ofte pillet ned til: Skal børnene have ipads i børnehaven eller ikke. De der siger nej har meget ofte intet begreb overhovedet om, hvad der foregår i moderne børnehaver. Det har jeg også en klar fornemmelse af er tilfældet her.

Forkerte billeder forstyrrer

Har man arbejdet målrettet i 3 år med et projekt, ved man nok et og andet om at inddrage teknologi i børns leg i institutioner.

Måske er billedet i psykologens hoved at børn nu sidder hele dagen med ipads. Det er jo ikke tilfældet – tydeligvis i videoen synes en masse børn at det er sjovt BÅDE at lære med ipads og rigtig mange andre teknologier og at få lov at save. Men psykologen hæfter sig ved at et barn synes youtube er sjovt.

Der kan altid hentes en modstander ind – som tydeligvis her ikke engang aner, hvad hun snakker om i forhold til de forsøg og projekter der kører rundt om i dagtilbuddene. Samme psykolog med samme niveau af forståelse havde nok i sin tid ønsket at forbyde blyanten.

Fokuser noget mere på deltagerne og erfaringerne

Der er behov for udviklingsprojekter, der giver billeder af hvordan børn og voksne lærer at inddrage den teknologi, der nu er til rådighed.  Men måske vi skal til at respektere de projekter noget mere ved ikke bare at ville invitere medier med som et newsflash. For så ændrer vi aldrig billedet af at teknologi i børnehaver og indskolingen – og i skolen som sådan – er en kæmpe nyhed.

Vi har efterhånden faktisk ret stor viden på dette felt. Især hvis vi lægger alle de projekter flere kommuner har kørt uafhængigt af hinanden og med skelen til hvad der allerede ligger af erfaringer. Desværre drukner det stadig i medierne i en enten/eller pseudo-diskussion, som giver et helt forkert billede.

Projektdeltageren bliver afkrævet svar på hvor meget det giver børnene – mens modstanderen blot kan hive floskler ud af ærmet uden at skulle bekymre sig om hvordan det kan give børn mere ikke at lege med ALLE tidens muligheder

Der er meget teknologi i børnehøjde

Modsat for blot 5-6 år siden, bugner markedet med teknologi i børnehøjde, der brugt rigtigt kan give lige så meget mening som perleplader, ture i skoven med lup, ture på legepladsen og fri leg i puderummet.
Modsat for blot 5-6 år siden er der faktisk rigtig mange pædagoger og undervisere i de mindste klasser, der er meget kyndige i at inddrage teknologi i undervisning og leg med dyb mening for børn og voksne.

Så kunne vi ikke snart komme videre?

Kommentarer og indspark?

comments

Udgivet i Public.