Med hvilken ret forventer man at vi skaber flere it skabere ved at indføre et nyt selvstændigt fag i folkeskolen?
Inden jeg går videre, skal jeg pointere at jeg ikke nødvendigvis er uenig i synspunktet om, at der indføres et fag i skolen med teknologiforståelse, programmering og ren kodning som bærende elementer. Men jeg er meget bekymret for udfaldet af anstrengelserne med at få et nyt fag ind i skolen og ser en række udfordringer som ikke bliver berørt i de mange artikler der i dag klapper hinanden på ryggen i dagspressen og diverse andre medier. Hvis et nyt fag kommer til at stå alene, har vi intet lært af erfaringer med tidligere tiders it-valgfag i forskellige afskygninger – og vi kommer ikke til at høste andet en masser af frustrationer over den store indflydelse som bl.a. it-branchen får på den endelige udformning af et it-fag.
Jeg er træt af at læse de samme artikler fra forskellige af it-branchens chefer, der klager over mangel på it-specialister. De samme virksomheder – især producenter af hardware – har selv skabt den situation vi er i, hvor teknologien lukker sig tæt omkring patenter og utilgængelige plug and play systemer. Skolen kan ikke på få timer pr uge løse op for den knude uden at vi bliver meget kreative og bevæger os ud i de andre fag og arbejder i kontekst. Især ikke hvis det meste af faget foregår via en skærm i et selvstændigt it-fag i folkeskolen.
Harddisken med bl.a. Dorte Toft: Kvinder vælger it- uddannelser fra
Hvem er de toneangivende i debatten?
Med meget få undtagelser er det personer fra it branchens virksomheder, der råber om et selvstændigt it-fag. De samme personer giver ikke en døjt for kreative fag i skolen og gerne ser dem stærkt reduceret i timetal til fordel for et it-fag. (F.eks. Marianne Dahl Steensen fra Microsoft på sidste folkemøde).
Virksomhederne er uden tvivl fremtidig aftager af mange flere dygtige kodenørder og programmører, men hvordan hænger det sammen at man hos f.eks. google laver super kreative miljøer for at fremme læring og innovation og samtidig står en samlet it-branche og kræver ét fag i skolen, der skal skabe nye kreative it-specialister på højst en eller to timer om ugen? Hvorfor tror man at vi kan skære i kreative fag i skolen og komme frem til kreative mennesker?
Vi har nu gjort det til den skinbarlige sandhed at alle piger tror at det med teknik og kodning er for drenge. Men ingen gør noget ved det. Både jeg og kollegaer der gerne vil ind og arbejde med pædagoger og børn i børnehaver og indskolinger ved hvor lidt man gør i den aldersgruppe, hvor det virkelig ville batte noget at sætte ind i selvforståelsen hos pigerne (og for den sags skyld deres lærere og pædagoger)
Bog om børn og programmering: Klar Start Kodesmart
Hvor mange lærere kan dække faget?
Et nyt fag i folkeskolen med de undervisnings-ressourcer vi har i dag vil med stor sandsynlighed blive et meget isoleret fag uden væsentlig kontakt til skolens øvrige fag. Da man ikke bare lige begynder at undervise i teknologiforståelse, programmering og kodning uden selv at have en god forståelse for samme, bliver der en voldsom mango i antallet af lærere, der kan dække faget på landets skoler.
Det tager mange timers praktiske øvelser at få denne forståelse, så man kan ikke uddanne nye lærere på en weekend her. Så hvem skal løfte et it fag fra at skabe code-monkeys, der kan kode til at skabe dygtige, innovative snedkere, der kan programmere i flere kontekster og faktisk bruge det i andre fag og rammer?
Lærerne vil – som de allerede gør nu de fleste steder – blive bedt om at benytte sig af gratis programmer og materialer på nettet og ingen vil sætte spørgsmålstegn ved om det er den rigtige vej at gå. For det er den billigste og dermed den eneste vej.
Hvem sikrer at lærere får et ordentligt fundament at stå på?
Bliver der kun mere skærmtid?
Jeg tænker at mange drømmer om at der farer masser af robotter rundt på gulve og gange i skolerne i forbindelse med sjove og begivenhedsrige projekter med børn i skolens forskellige trin. Men uden en ordentlig slump penge tilført et nyt fag, vil praksis vise sig at på langt de fleste skoler vil et it-fag betyde at eleverne sidder ved en skærm og koder i scratch eller banespil indtil de bliver lede og kede af det. Skolerne kunne allerede nu gøre meget mere med robotter og elektronik end de gør. Det viser forsøg på skoler, der rent faktisk gør noget mere. Men det gør skolerne ikke frivilligt af mange forskellige årsager, hvoraf økonomi og kompetencer blandt lærere er de væsentligste.
Hvad skal sikre at der tilføres midler til at alle landets skoler kan få adgang til alt det hardware, der skal have plads i et topmoderne it-fag?
Hvad så med pigerne?
Det er blevet trendy at tale om manglen på piger i it-fag – og om pigernes mangel på interesse for it og programmering. At kræve et nyt it-fag i skolen viser en uhørt ringe forståelse for, hvad der skal til for at få flere piger i tale.
Man skulle næsten tro der tænkes i et “numbers game”. Hvis blot vi får mange nok igennem et forløb, hvor de sidder ved en skærm, så får vi tilstrækkelig mange flere ud i den anden ende, der kan lokkes til at arbejde med it. I min krystalkugle ser den fremgangsmåde ikke ud til at virke. For selv om flere måske får jobs i it-branchen, er der stadig for mange historier om sexisme og forskelsbehandling på løn og karriere. Det vil ved første eller anden barsel for mange af de ekstra kræfter betyde at de finder noget mere givende og holistisk at arbejde med.
Hvis man virkelig ønsker at få pigerne med skal der allerede i et it-fag i skolen tænkes i helt nye baner, hvor de får lov til at bruge programmering og kodning til mere end robotter, der kan køre rundt på et gulv. Der er brug for mere og andet end at sidde ved en skærm en eller to timer om ugen efter en lang skoledag og kode i scratch.
Hvem sikrer at den vinkel tænkes ind – og hvilke konkrete bud er i spil?
Digital kreativitet ind i alle fag
Med min nyeste bog har jeg forsøgt at gøre det nemmere at se muligheder for at bruge de forskellige tilgange til et emne som elektronik (og i en videreudvikling også programmering). Ved at kombinere discipliner fra kreative fag som billedkunst og håndværk og design (og man kunne også inddrage musik) i projekter med elektronik kan fagene skabe alliancer med med de naturfaglige fag og matematik.
Forsøg med elektronik i natur og teknik kan sættes i kontekst i de kreative fag gennem e-tekstiler, billeder med lyset som udtryk og med arbejder i både hårde og bløde materialer. Det bedste ved det hele er at det faktisk ikke kræver at lærerne i de kreative fag kender så grundigt til materien, som lærerne i natur og teknik. Men ved at arbejde kreativt og i en kontekst opnår både lærere og elever en helt ny forståelse for hvordan meget af den teknologi, der omgiver os fungerer.
Den kobling mellem de kreative fag og de logiske/naturfaglige er ret nem at skabe. Men det sker ikke automatisk, fordi fagene og deres bærere taler forskellige sprog. Et nyt selvstændigt it-fag bør have som formål også at få de andre fag til at tale sammen og inddrage programmering og teknologier i kreative projekter på tværs af fagene i skolen.
Hvem sikrer at der sker sker en meningsfuld kobling til skolens øvrige fag og elevernes eget liv?
Frygt er ikke et solidt fundament
Jeg savner en debat, der handler om andet end frygten for vores fremtidige arbejdsliv. Langt de fleste artikler jeg ser i dagspressen handler om mangel og frygt for ikke at kunne tiltrække nok arbejdskraft. Jeg savner indlæg der fokuserer på, hvad vi kan gøre for de børn, der lige nu er igennem et på mange måder udfordrende skolesystem, der segmenterer viden i fag og fokuserer på tests.
Anne Skare Nielsen om Fornyelse af folkeskolen
Jeg savner en debat der peger på muligheder for at se på skolens måde at arbejde på i forhold til det samfund børnene vokser op til. Det udelukker på ingen måder en særlig indsats omkring forståelsen it og teknologi. Tværtimod synes jeg vi lige nu har alle muligheder for at gøre op med kassetænkning og skabe helt nye måder at for forståelse og ikke mindst lyst til at dykke ned i teknologi og kreative projekter med it og programmering.
For at sikre at det sker er vi nødt til at invitere andre ind end frygtsomme it-virksomheder og politikere, der ikke ved ret meget om den teknologiforståelse de taler om. Vi er nødt til at have kreative kræfter på banen fra helt andre virksomheder og organisationer og lytte til andre sider af fremtiden.
Hvor mange af dem er med i det udvalg der skal se på fremtidens it-fag i skolen?
Elektronik i de kreative fag: Sæt strøm til de kreative fag
Om programmering i skolen: Programmering i praksis: