Digital Explorer & Tinkers giver børn rum til at lege med programmering og elektronik og lære muligheder at kende med kreative projekter. De forskellige Camps er elastiske og kan laves som en-dags camps på 6 timer eller en kortere version på 3 timer.

I ferier kan Digital Explorer & Tinkers laves som en camp over flere dage, hvor vi dykker dybere ned i et enkelt emne eller mixer indholdet og inddrager andre elementer og programmer.

Digital Explorer & Tinkers har fokus på at give børnene flere muligheder for læring gennem aktiviteter med elektronik og programmering i kreative projekter, hvor det udenom er lige så vigtigt, som det at lære elektronikken.

Vi lærer af hinanden i en kreativ proces. Alle der deltager kan noget forskelligt. På alle camps er der mulighed for at deltage i en voksen/barn konstellation f.eks. mor eller far med barn, så i kan arbejde sammen om at skabe smykker, lege med micro:bit, lave et musikinstrument eller lege med billeder og lys. Større børn og unge kan selvfølgelig også komme alene eller med en ven/veninde.

Digital Explorer & Tinker Camps udbydes over hele landet til biblioteker, kulturinstitutioner og skoler.

Digital Explorer & Tinkers - oversigt

1. Smykker med LED

Vi syr små smykker med LED og knapcellebatterier og en smule ledende tråd. Smykkerne er enkle og fungerer som batteriholdere til knapcellebatterier. De kan anvendes i både halskæde, brocher, sættes i et armbånd osv. Mens deltagerne laver smykker, lærer de undervejs lidt om, hvordan de får lys i smykket med et batteri og LED lys. De får selvfølgelig smykkerne med hjem bagefter. Der vil være flere materialer at arbejde med til selve smykket, ligesom der også vil være forskellige farver LED at vælge mellem.

Hvem kan være med:
TinkerCampen er for børn og unge fra ca. 5. klasse.

Varighed:
Kort camp 3 timer
Dagscamp: 6 timer

Forudsætninger:
Lyst til at lære. Instruktioner gives undervejs.

2. Circuit Playground express

Lær at programmere med Micro:bit/Circuit Playground Express- og leg med ideer til intelligent tøj og tekstiler
Circuit Playground programmeres med blokprogrammering, (de kan også programmeres med python og arduino for de mere avancerede deltagere) og det er nemt at lære at programmere den til at gøre forskellige ting. På den korte camp når deltagerne at programmere nogle forskellige funktioner med flotte lys og lyd og på de længere camps dykker vi ned i nogle større kreative projekter med Circuit Playground  Express til at styre dem.

Kender du Scratch, men er træt af at lave små spil, så er dette et godt alternativ, hvor du kan bruge det du har lært i Scratch til at programmere de små Circuit Playground Express.

Hvem kan være med:
TinkerCampen er for børn og unge fra ca. 4. klasse

Varighed:
Kort camp 3 timer
Dagscamp: 6 timer

Forudsætninger:
Der kræves ingen forudsætninger. Instruktioner gives undervejs. Dog vil især mindre børn have glæde af en medfølgende voksen, der her kan hjælpe med ro og tid til at lære at sætte programmer sammen, og kan lege videre hjemme.

Nedenfor ser du familien af micro-controllere... Her er Circuit Playground Express - den flotteste - i midten.

 

3. Lysbilleder

I gamle dage var lysbilleder noget man viste på en væg når man havde holdt ferie. På denne camp får lysbilleder en ny betydning som billeder, der skabes med helt enkel elektronik og deltagernes egne tegninger og billeder eller måske farvekopier af kendte malere, som bruges til at nyfortolke og fremhæve. Billederne kan gøres interaktive og der kan leges med dimensioner i billederne.

Hvem kan være med:
TinkerCampen er for alle børn og unge. Børn under 10 år bedst ifølge med voksne.

Varighed:
Kort camp 3 timer
Dagscamp: 6 timer

Forudsætninger:
Der kræves ingen forudsætninger. Instruktioner gives undervejs. Dog vil især mindre børn have glæde af en medfølgende voksen, der har mod på at genopfriske det der med serielle og parallelle kredsløb.

4. TalentCamps

Alle Digital Explorer & Tinker camps kan få en snitflade til specifikke emner, hvis værten for et event ønsker dette.

En feriecamp kunne f.eks. være 2-5 dage med et antal timer hver dag, hvor man arbejder med elektronik i billeder eller tekstiler i en kontekst som f.eks. Monets billeder, abstrakt kunst, rumlig kunst o.m.a.