De, der har købt eller lånt min bog: “Go Go Bee-Bot” vil måske også have printet og leget med at lave små håndkort til de større elever i indskolingen. Håndholdte kort gør det samme, som de får lov til med apps til Bee-Bot og Blue-Bot – nemlig at lave en visuel plan for, hvad Bee-Bot skal gøre.
Tactile Reader
På Bett tidligere i år så jeg at TTS nu også har lanceret en elektronisk udgave af hvad jeg vil kalde en programmeringsenhed, der giver børnene mulighed for at styre Blue-Bot uden at have robotten i hånden og uden ipad. TTS kalder enheden for “Tactile Reader”
Kan nemt anvendes af danske børn
Efter min bedste overbevisning, skal børnene have lov til at have de fysiske robotter i hånden så længe som muligt inden de slippes løs på ipad og tactile reader – fordi der er så mange gevinster ved at arbejde med robotten selv, som går tabt, når vi kommer for langt væk fra den for hurtigt.
Tactile Reader er til gengæld et rigtig fint koncept, når børnene skal til at lege med Blu-Bot på afstand. Igen har børnene brikkerne i hånden, de kan bytte rundt på dem og eksperimentere – og da det er elektronisk vil de få et hurtigere feedback end ved kort i papirudgave.
Andre fordele ved tactile reader er f.eks. at børn også kan eksperimentere med f.eks. funktioner og loops og at der ikke er store sprogmæssige issues ved brugen.
I børnehaver og skoler, hvor indskolingen ikke råder over ipads, er tactile reader derfor et virkelig godt koncept at investere i, som et supplement til kartonkort. Det giver god mening at snakke om, hvordan elektronik kan gøre det hurtigere og nemmere at få ting til at ske, når børnene selv meget konkret oplever forskellen.
I kan sætte op til 3 tactile readers sammen og på den måde udvide antallet af kommandoer i koden.